LITTERATUR 2 – TRE SKÆBNEFORTÆLLINGER

Dato/klokkeslæt

28/01/2025
10:00 - 12:00

Sted
Aktivitetshuset, Nørrealle 4B, Ebeltoft


Holdnummer: 1266
Datoer: 3 tirsdage: 28/1, 4/3, 1/4
Pris:
3 forelæsninger: 375 kr.     2 forelæsninger: 250 kr.
1 forelæsning:     125 kr
Oplys dato(er) ifm. tilmelding ved valg af enkelte forelæsninger
Kontaktpersoner: (ikke for tilmelding) Hans Jesper Højlund, tlf. 5187 1580, og Jette Hvidkjær, tlf. 2047 6346
Underviser: Ole Juul, forfatter og foredragsholder, tidligere sognepræst


 

TRE SKÆBNEFORTÆLLINGER – TRE INDGANGE TIL DET NORMALE LIV

Over tre formiddage vil tre romaner fra nyere tid blive gennemgået og drøftet. Det er en fordel, men ikke en betingelse, at deltagerne på forhånd har læst bøgerne.

Bøgernes tre skæbnefortællinger kredser om det eksistentielle spørgsmål om, hvad det normale liv er trods vores forskellighed, trods sorg og krise og trods alderdommens aldring.

Tidligere sognepræst, nu forfatter og foredragsholder, Ole Juul, skriver om formen: ”I den første del af formiddagen vil jeg gennemgå den læste roman og trække hovedtemaer frem til drøftelse. Efter en kaffepause vil vi sammen drøfte de problemstillinger og temaer, som læsningen og gennemgangen har lagt op til”.


 

”DØGNKIOSKMENNESKET” AF SAYAKA MURATA (2016)

Dato: Tirsdag 28/1

En døgnkiosk er et mikrosamfund fyldt med medarbejdere, ledere, kunder og varer. Keiko har arbejdet i kiosken i 18 år, er 36 år gammel og har det meste af sit liv kæmpet med at forstå, hvorfor man skal leve på en bestemt måde.

Beskrivelserne af Keikos livsforståelse er fyldt med humor, varme og forundringer. Keikos familie forsøger at ”kurere” hende – altså gøre hende normal.

Noget forandrer sig, da Shiraha bliver ansat. Han er en mandlig spejling af Keiko, et udskud, der alligevel finder sin vej til det perfekte samfund med morgensmil og afstøvede hylder, men han bliver hurtigt fyret. Efter nogle desperate handlinger beslutter Keiko sig for at lade ham flytte ind i sin lejlighed. Nu ligner de et par, men er det ikke.


 

”FLUGT” AF CARL FRODE TILLER (2023)

Dato: Tirsdag 4/3

’’Flugt” er et sitrende nærværende mesterværk om det sværeste, der kan overgå forældre, at miste et barn. Johannes blev kun 12 år og blev dræbt i en færdselsulykke. Sorgens tunge dyne hviler over fortællingen, men der er glimt af håb og trøst, for de døde forsvinder aldrig, men lever videre i os. Juleaften besøger Elisabet og Sakarias deres søns gravsted. De har begge brug for at tilbringe aftenen sammen.

“Flugt” har en bemærkelsesværdig flerstemmighed. Elisabet, Sakarias og Johannes’ stemmer eller sjæle smyger sig ind og ud af hinanden, nærmest som musik flyder, og det skaber en forbundethed imellem dem. Skift i synsvinkel fra den ene til den anden og i tid og sted sker pludselig midt i en sætning eller tankerække.

Ved at bryde kronologien så markant, bliver det ikke hændelser og den ydre handling, der er vigtig, men i stedet får følelserne og stemningerne fylde.


 

”ULVESPRING” AF KERSTIN EKMAN (2021)

Dato: Tirsdag 1/4

Romanen er en yderst relevant og bevægende ”kommentar” i debatten om natur og bæredygtighed. Dertil kommer en intens læseoplevelse om aldring, eksistentiel tvivl og livslang kærlighed.

Ulf ser en iskold morgen et drømmesyn: En ensom og majestætisk ulv, lydløst vejrende i vinden. Oplevelsen er så stærk, at den forandrer alt for Ulf, som tager sit liv op til genovervejelse.

Ulf har en lang karriere som forstkandidat og jagtleder bag sig. Ved synet af ulven føler han lede ved sit livsværk og den måde, han har været med til at betvinge og ensrette naturen. Ulfs nyvundne natursyn og forkærlighed for ulven bringer ham på kant med sine naboer og jagtfæller. Spændingerne stiger i den lille svenske by og bryder ud i lys lue, da Ulf nægter at give tilladelse til jagt på ulven, og nogen hævner sig på ham.

I ”Ulvespring” er naturen både farlig, utilregnelig og åndeløst smuk. Skoven danner ramme om blodig grusomhed såvel som gensidig respekt mellem menneske og dyr.


Reservering og tilmelding


 


Du er her: ForsideArrangementLITTERATUR 2 – TRE SKÆBNEFORTÆLLINGER

info@syddjurs-folkeuniversitet.dk

www.syddjurs-folkeuniversitet.dk