Dato/klokkeslæt
24/02/2025
18:30 - 20:30
Sted
Aktivitetshuset, Nørrealle 4B, Ebeltoft
Holdnummer: 1269
Datoer: Mandag 24/2, torsdag 6/3
Tid:
Mandag 24/2: 18.30-20.30 (bemærk tidspunktet!)
Torsdag 6/3: 19.00-21.00
Pris: 2 forelæsninger: 250 kr. 1 forelæsning: 125 kr.
Oplys dato ifm. tilmelding ved valg af en enkelt forelæsning
Kontaktpersoner: (ikke for tilmelding) Knud Thorgaard, tlf. 8634 1923, og Hans Jesper Højlund, tlf. 5187 1580
Undervisere: Forskellige emner – forskellige undervisere
KRIG OVERALT – HVAD SKER DER OG HVAD BETYDER DET FOR OS?
Dato: Mandag 24/2
Underviser: Peter Viggo Jacobsen, ph.d. i international politik og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet
Ukraine, Gaza, Libanon, Sudan, Det Røde Hav – hvorfor ser vi så mange krige på samme tid lige nu, hvorfor får vi sværere ved at håndtere dem, og hvad ender det med?
Kom og hør Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet give sin analyse af verdens sikkerhedspolitiske tilstand og udviklingen i årene der kommer, og hvad det kommer til at betyde for Danmark – både sikkerhedspolitisk og økonomisk.
Nøglen til at forstå udviklingen er det forværrede forhold mellem stormagterne, som gør det sværere at handle kollektivt og giver rum til flere aktører. Konsekvensen bliver en ny kold krig med USA/NATO på den ene side og Rusland/Kina på den anden og en afslutning på den globale verdenshandel som vi har vænnet os til siden Sovjetunionens sammenbrud.
KRIGENS REGLER – ER DER OVERHOVEDET NOGLE REGLER?
Dato: Torsdag 6/3
Underviser: Klaus Nørskov, chef for kommunikation og fortaler, Dansk Røde Kors
Vi læser og hører dagligt om flere krige i øjeblikket, og vi får ofte beskrivelser, der ender i anklager om krigsforbrydelser, overtrædelser af Genève-konventionen og krigens regler i det hele taget – og samtidig forarget total afvisning fra den anden side.
Men hvad er sandheden om regler, konventioner og folketraktater? Hvad er historien bag dem? Og efterleves de i virkeligheden? I Ukraine, Gaza, Libanon, Afrika og andre af verdens brændpunkter?
Og hvad sker der, hvis de forskellige humanitære folketraktater bliver overtrådt? Hvem vurderer og bedømmer – og hvem har myndighed til at rejse, anklage og dømme i en sag om krigsforbrydelser?
Alt dette vil Klaus Nørskov, fortaler for Røde Kors, kaste lys over ved sit besøg i Syddjurs Folkeuniversitet.