KUNST – FORMIDDAG – OLAFUR ELIASSON, ANNA ANCHER, RICHARD MORTENSEN

Dato/klokkeslæt

15/09/2020
10:00 - 12:00

Sted
Aktivitetshuset, Festpladsen, Nørrealle 4, 8400 Ebeltoft


Holdnummer: 1208
Dato: Tre tirsdage: 15/9, 22/9, 27/10
Pris:
3 forelæsninger: 275 kr.
2 forelæsninger: 200 kr.
1 forelæsning:    100 kr.
Oplys dato(er) ifm. tilmelding ved valg af enkelte forelæsninger
Kontaktpersoner (ikke for tilmelding): Birthe Damgård Nielsen, tlf. 2947 6833, og Knud Thorgaard, tlf. 8634 1923
Undervisere: Forskellige emner – forskellige undervisere



OLAFUR ELIASSON
(UDSAT FRA FORÅRET)

Dato: Tirsdag 15/9
Underviser: Kunstkritiker Lisbeth Bonde

New York City Waterfalls (2008)

Den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson (født 1967) er en af de mest produktive og visionære kunstnere i verden. Ikke mindre end 2,2 mio. mennesker oplevede hans store installation til Tate Modern Turbine Hall “The Weather Project” i vinteren 2003-4. I hans Studio Eliasson i Berlin arbejder over 100 dygtige medarbejdere med højst forskellige faglige baggrunde for at realisere hans mange ideer.

I 2014 etablerede han også tegnestuen SOS (Studio Other Spaces), som ledes af den tyske arkitekt Sebastian Behmann. I 2018 blev teamets første selvstændige bygningsværk afsløret: Fjordenhus i Vejle Fjord – Kirk Kapital A/S’ firma-domicil. Det er en ikonisk bygning, der hurtigt er blevet Vejle bys nye vartegn og stolthed. Sidste år åbnede restauranten LYST på førstesalen i samme bygning. Fra borde, belysning og stole og helt ned til service og bestik har Olafur Eliasson udtænkt et nyt og revolutionerende design, som får gæsterne til at spise langsommere og give råvarerne større opmærksomhed i bæredygtighedens navn.

Kendt er han også for sit regnbueværk på taget af ARoS i Aarhus: “Your Rainbow Panorama”, som har forandret Aarhus’ skyline for altid. Og for facadebearbejdningen på Harpa – Reykjaviks opera og kongreshus. Foredraget vil gennemgå Olafur Eliassons kunstneriske udvikling fra den spæde begyndelse til i dag.



ANNA ANCHER
(UDSAT FRA FORÅRET)

Dato: Tirsdag 22/9
Underviser: Lilian Munk Rösing, lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, litteraturkritiker ved Politiken

I foredraget vil Lilian Munk Rösing præsentere sin anmelderroste bog om Anna Ancher.

Det handler om at få sit eget rum. Og om at “lære at se”. Det handler om farver. Det handler om, hvordan Anna Ancher formår at indfange lyset stofligt, med tyk farve og grove penselstrøg. Hvordan hun maler tætte vægge gennemskinnelige og gennemskinnelige gardiner tætte. Hvordan hendes håndarbejdende skikkelser også er portrætter af kunstneren. Hvordan hun som person og kunstner formår at bevare sit eget rum, mens hun krydser gennem sine forskellige livsrum og mange andres.

Rösing betragter Anna Ancher som den bærende akse i kolonien af skagensmalere, og den i hvis værker dens vilde energi i højeste grad blev koncentreret til et malerisk nybrud.



RICHARD MORTENSEN OG PARIS
I EFTERKRIGSTIDEN
(UDSAT FRA FORÅRET)

Dato: Tirsdag 27/10
Underviser: Mette Højsgaard, mag.art. og ph d. i kunsthistorie, post.doc. på Københavns Universitet i samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum

Richard Mortensen: Mennesker, dyr og natur

I 1947 tog Richard Mortensen til Paris for at stifte bekendtskab med de nye tendenser i kunstmiljøet. Togturen gennem et sønderbombet Europa gjorde dybt indtryk på ham. I Paris blev han hurtigt optaget i det nye og fremadstormende Galerie Denise René, hvis kunstnere dyrkede et geometrisk abstrakt formsprog. Efter at have oplevet krigens mentale og fysiske ødelæggelser ønskede kunstnerne at deltage i genopbygningen af et nyt samfund, der dyrkede fællesskab, åbenhed, samarbejde og fred. De fandt det abstrakte formsprog, der ikke forestillede noget, velegnet til formålet.

Forelæsningen sætter fokus på Mortensens placering i dette internationale kunstmiljø i efterkrigstiden. Hvordan udviklede han sig i denne periode? Hvilken betydning havde han i udviklingen af det geometrisk abstrakte formsprog – også kaldet konkret kunst? Og hvorfor mente han, at den non-figurative kunst var særlig egnet til at genopbygge et samfund, der ikke skulle havne i krig i ødelæggelse?


Reservering og tilmelding


 


Du er her: ForsideArrangementKUNST – FORMIDDAG – OLAFUR ELIASSON, ANNA ANCHER, RICHARD MORTENSEN

info@syddjurs-folkeuniversitet.dk

www.syddjurs-folkeuniversitet.dk