SENIOR-AKADEMI: UNGARN

Dato/klokkeslæt

20/01/2022
10:00 - 12:00

Sted
Glasmuseet Ebeltoft, Strandvejen 8, 8400 Ebeltoft


Holdnummer: 1105
Datoer: 5 torsdage: 20/1, 10/2, 24/2, 3/3, 7/4
Tid: 10.00-12.00 (mødetid senest 9.50)
Pris:

5 forelæsninger: 500 kr        2 forelæsninger: 250 kr.
4 forelæsninger: 450 kr.       1 forelæsning:     150 kr.
3 forelæsninger: 350 kr.
Oplys dato(er) ifm. tilmelding ved valg af enkelte forelæsninger
Begrænset deltagerantal: (se under tilmelding) Max 40 deltagere
Kontaktpersoner: (ikke for tilmelding) Knud Thorgaard, tlf. 8634 1923, og Jette Hvidkjær, tlf. 2047 6346
Undervisere: Forskellige emner – forskellige undervisere


Samarbejdet med Glasmuseet om en foredragsrække holder vi ved – også i foråret 2022. Og denne gang om Ungarn. Baggrunden er udstillingen ”Scope of Distance” med værker af den ungarske glaskunstner Anett Biliczki i perioden 27. november 2021 – 24. april 2022. Der vil blive indpasset en rundvisning i udstillingen i forbindelse med et af foredragene.

Biliczki er født i Ungarn men har boet i Danmark siden 2011. I udstillingen på Glasmuseet undersøger hun emner som erindring, stedets betydning og følelsen af at høre hjemme. Hun tager afsæt i landskaber og naturindtryk fra de forskellige steder, hvor hun har boet i sit arbejde med glasset.

Ungarn har en utrolig omskiftelig, dramatisk og spændende historie, en righoldig kultur på mange felter og en interessant og omdiskuteret nutid, som vi får en fortælling – eller flere fortællinger – om i de fem foredrag, vi glæder os til at præsentere.



UNGARNS HISTORIE

Dato: Torsdag 20/1
Underviser: Peter Bugge, ph.d., lektor i Centraleuropastudier, Aarhus Universitet

Budapest. Foto: Thomas Depenbusch

Ungarn har i tusind år på en gang været en del af et større centraleuropæisk skæbnefællesskab i et ofte turbulent krydsfelt mellem større magter øst, syd og vest for regionen, og et land med en unik historie og selvforståelse, præget af bevidstheden om, at magyarerne – landets statsbærende etniske gruppe – sprogligt og etnisk skiller sig ud fra deres slaviske, germanske og romanske naboer.

Foredraget vil give et rids af landets historie med særlig vægt på de seneste to hundrede år og på, hvordan den nationale selvforståelse og historieerfaring har påvirket den måde, Ungarn har ageret på i forhold til sine naboer og til Europa.

 


UNGARSK LITTERATUR PÅ VERDENSSCENEN OG I DANMARK

Dato: Torsdag 10/2
Underviser: Katalin Deme, ekstern lektor, ph.d.-kandidat, Aarhus Universitet

Imre Kertész. Foto: Csaba Segesvári, Wikimedia Commons

Ungarsk er kun talt af 15 millioner mennesker, alligevel bliver det flittigt oversat til verdens fleste sprog og tiltrækker disproportionalt mange litteraturpriser i forhold til landets størrelse. Interessen for ungarsk litteratur er alligevel påfaldende lille i Norden, mens den omvendte tendens er gældende for skandinavisk litteratur i Ungarn.

Samtidigt omhandler de fleste ungarske værker, der er blevet oversat til dansk, på den ene eller anden måde tilværelsen under det 20. århundredes totalitære regimer. Hertil hører således Nobelpristageren Imre Kertész, eksilforfatteren Sándor Márai, men også György Konrád, Péter Esterházy, Péter Nádas, László Krasznahorkai og György Dragomán.

Hvad er grunden til denne emnemæssige fokusering? Og hvad afslører den om Ungarn på den ene side og det internationale læsepublikum på den anden? Forelæsningen undersøger i dybden begge spørgsmål, mens den skildrer igennem personlige beretninger og anekdoter de enkelte forfatterskaber.

 


HUNDREDE ÅR ABSTRAKT GEOMETRI I UNGARSK KUNST OG NATIONAL TÆNKNING: 1920-2020

Dato: Torsdag 24/2
Underviser: Katalin Deme, ekstern lektor, phd.-kandidat, Aarhus Universitet

Victor Vasarely: Vega 200

I de sidste hundrede år er den kunstneriske kreativitet i Ungarn gået hånd i hånd med en lidenskabelig optagethed af matematik. Denne symbiose har givet verden kunstnere som Victor Vasarely, Lászlo Moholy-Nagy og flere grundlæggere af Bauhaus-bevægelsen. Besættelsen af det abstrakte har også frembragt Rubiks terningen, den første GIS-software, en række skakverdensmestre, modtagere af Nobelprisen og af Abelprisen for Matematik. Interessen for den geometriske abstraktion er i Ungarn således ikke en afskærmet akademisk beskæftigelse, men en levende tendens, der udspringer fra specifikke historiske vilkår.

Forelæsningen analyserer forskellige stilarter og ideologiske strømninger omkring abstrakt geometrisk kunst i Ungarn gennem 30 kunstværker, skabt mellem 1920 og 2020: I mellemkrigstiden, under 2. Verdenskrig og under kommunismen og i tiden efter 1989.

 

UNGARN: KAMPEN OM DEMOKRATIET

Dato: Torsdag 3/3
Underviser: Vibe Termansen, historiker, journalist, forfatter

Victor Orbán. Foto: Wikimedia Commons

Midt i Europa ligger et land, der ikke længere rangerer som et demokrati, hvor regeringspartiet sætter efterretningstjenesten ind mod oppositionen, og som har smidt et universitet ud af landet og som har indført en lov ud fra devisen at LGBT-personer er pædofile, men som fortsat modtager masser af EU-midler.

Med udgangspunkt i sin bog “Kampen om Centraleuropa” fortæller journalist og historiker Vibe Termansen om den aktuelle politiske situation i Ungarn – og om oppositionens chance for at slå Viktor Orbán ved det kommende parlamentsvalg.

 


UNGARSK MUSIK

Dato: Torsdag 7/4
Underviser: Cand.mag. i musikvidenskab Arne Kjær

Béla Bartók

Et interessant aspekt ved den ungarske musik er forholdet mellem folkemusikken og den komponerede musik. Dette har sat sig spor hos Franz Liszt i hans symfoniske digt ”Hungaria”.

Endnu større betydning har emnet hos Béla Bartók og hans kollega Zoltán Kodály. Bartók udgør en hovedkilde til belysning af emnet, da han både var komponist og musikforsker, der på studierejser i Østeuropa noterede og indspillede den folkelige musik. Vi følger Bartók – og lytter til et udvalg af hans musik.

 

 

 


Reservering og tilmelding


 


Du er her: ForsideArrangementSENIOR-AKADEMI: UNGARN

info@syddjurs-folkeuniversitet.dk

www.syddjurs-folkeuniversitet.dk