PARIS – LYSETS BY

Dato/klokkeslæt

22/09/2022
19:00 - 21:00

Sted
AKTIVITETSHUSET, FESTPLADSEN, Nørrealle 4, 8400 Ebeltoft


Holdnummer: 1204
Datoer: 4 torsdage: 22/9, 6/10, 10/11, 17/11
Pris:
4 forelæsninger: 375 kr.     2 forelæsninger: 200 kr.
3 forelæsninger: 300 kr.     1 forelæsning:     125 kr.
Oplys dato(er) ifm. tilmelding ved valg af enkelte forelæsninger
Kontaktpersoner: (ikke for tilmelding) Joy Klein, tlf. 8636 7160, og Knud Thorgaard, tlf. 8634 1923

Undervisere: Forskellige emner – forskellige undervisere


Vi fortsætter vores forelæsningsrække om storbyer i Europa og besøger nu Paris, der med over 30 millioner udenlandske besøgende hvert år er den mest populære turistdestination i verden. Byen har mange tilnavne – den kendteste er formodentlig ”Lysets by” (La Ville-Lumière), der er opstået dels pga. byens berømmelse som center for uddannelse og ideer under Oplysningstiden, dels pga. den tidlige indførelse af gadebelysning!

Efter et indblik i byens historie hører vi om dens kunst omkring 1900-tallet, dens musikliv og dens arkitektur.



PARIS’ HISTORIE

Dato: Torsdag 22/9
Underviser: Uffe Østergaard, professor emeritus i historie, Copenhagen Business School

Eugène Delecroix: La Liberté guidant le peuple (1845)

Paris er i dag Frankrigs altdominerende hovedstad. Den begyndte for 2200 år siden på en ø i Seinen. Erobret ca. 150 år senere af Cæsar, fik byen navnet Lutetia Parisiorum. I middelalderen påbegyndtes Notre-Dame, kongerne boede i et slot på øen, og på bredden oprettedes universitetet, der efterhånden fik studerende fra mange europæiske lande. En tradition, der er fortsat på forskellig vis siden.

Byen blev hovedstad i 1500-tallet, hvorefter den voksede. På grund af stor tilstrømning under industrialiseringen var der over 1 million indbyggere i 1846. Paris er vel især kendt for adskillige revolutioner, startende med den voldsomme og dramatiske i 1789, fulgt op i 1830, i 1848 (hvorefter slumkvartererne i centrum blev ryddet og byen drastisk moderniseret) og igen i 1871 med Pariserkommunen. Under den tredje republik blev Sacré-Coeur opført som en forsoningskirke.

Ved et besøg i Paris i dag vil man se de to ”hvide templer” Sacré-Coeur og Panthéon på hver sin høj, symboliserende forholdet mellem republik og kirke. Det ene for religionen, det andet for republikken – to poler, der danner et spændingsfelt, der siden den franske revolution har præget landet.



MED VAN GOGH OG PICASSO
PÅ MONTMARTRE

Dato: Torsdag 6/10
Underviser: Lektor, cand.mag. René Juul

Vincent van Gogh: Le Moulin de la Galette (1887)

Det moderne gennembrud i Paris definerede den vestlige verden på ny. En ny generation af kunstnere tog samtidens mange nye opfindelser til sig, og i den nye glødelampes skær fremstillede de i gaderne omkring Sacré-Coeur kunst, som verden endnu ikke havde set. Gik man en tur på Montmartre i årene omkring 1900 ville man blandt mange andre møde van Gogh, Toulouse-Lautrec og Picasso for bare at nævne nogle få.

Forelæsningen ser nærmere på den kunst, der blev skabt på Montmartre i en brydningstid, hvor mange værdier blev omdefineret.

 



PARIS – FRANKRIGS MUSIKALSKE HOVEDSTAD

Dato: Torsdag 10/11
Underviser: Mag.art. Leif V.S. Balthzersen

Opéra Garnier, Paris. Foto: Wikimedia Commons, Isogood

Når man tænker på Paris som musikby er der for det første byens berømte operahuse og koncertsteder samt det navnkundige konservatorium, hvor utallige musikere og komponister er blevet uddannet gennem tiden. Og for det andet er der al den musik – operaer, balletter og instrumentalmusik – der gennem tiden er blevet spillet og i mange tilfælde er blevet uropført i Paris. Musikalsk har byen nemlig – ligesom på mange andre områder – været et dominerende centrum.

I foredraget giver Leif Balthzersen eksempler på den franske musik og på det musikliv, der har kendetegnet Paris som Frankrigs musikalske hovedstad og som en af Europas musikhovedstæder overhovedet.



PARIS’ ARKITEKTUR – FRA NOTRE-DAME TIL LA GRANDE ARCHE

Dato: Torsdag 17/11
Underviser: Mathilde Teglgaard Nielsen, cand.mag i kunsthistorie

Eiffeltårnet

Notre-Dame de Paris, Seinen, Montmartre og Eiffeltårnet. Paris er en af de mest fascinerende byer – også arkitektonisk. I dette foredrag ser vi nærmere på, hvordan Paris har taget form, særligt siden middelalderen, hvor byen bliver en af verdens største og vigtigste byer.

Undervejs skal vi bl.a. se det gotiske Sainte-Chapelle, det klassicistiske Louvre og det postmoderne Centre Pompidou. Vi skal se triumfbuer, smukke pladser og museer, Vi skal tale om Hausmanns byfornyelse, brede boulevarder og det moderne storbyliv. Vi skal også høre om Plan Voisin: Arkitekten Le Corbusiers ombygningsplan for det centrale Paris, der (heldigvis) aldrig blev realiseret.


Reservering og tilmelding


 


Du er her: ForsideArrangementPARIS – LYSETS BY

info@syddjurs-folkeuniversitet.dk

www.syddjurs-folkeuniversitet.dk