LITTERATUR – SKULLE DE HAVE HAFT NOBELPRISEN?

Dato/klokkeslæt

18/02/2019
19:00 - 21:00

Sted
Aktivitetshuset, Festpladsen, Nørre Allé 4, 8400 Ebeltoft


Holdnummer: 1269
Datoer: 4 mandage: 18/2, 25/2, 25/3, 6/5
Pris:
4 forelæsninger: 350 kr.
3 forelæsninger: 300 kr.
2 forelæsninger: 200 kr.
1 forelæsning:    125 kr.
Oplys holdnummer samt dato(er) ifm. betaling ved valg af enkelte forelæsninger
Kontaktpersoner: (ikke for tilmelding) Knud Thorgaard, tlf. 8634 1923, og Joy Klein, tlf. 8636 7160
Undervisere: Hver aften – nyt emne – ny forelæser


Vi har i efteråret 2018 haft fire forskellige, men uhyre interessante og relevante foredrag om fire nobelpristagere med mag. art. Kirsten Pedersen, litteraturanmelder Bo Tao Michaëlis, forfatter Asger Schnack og professor Mads Rosendahl Thomsen om henholdsvis Thomas Mann, Ernest Hemingway, Bob Dylan og Kazuo Ishiguro.

Det er lykkedes at få de fire foredragsholdere til igen at komme på besøg, men nu med fokus på og med deres egne valg af forfattere eller digtere, som de mener absolut burde have haft nobelprisen i litteratur.

 

VIRGINIA WOOLF

Dato: Mandag 18/2
Underviser: Mag.art. Kirsten Pedersen

Virginia Woolf var den første og den største kvindelige forfatter i det 20. århundrede – og alligevel fik hun aldrig Nobelprisen i litteratur. Sammen med Joyce og Kafka bragte hun romanen ind i det moderne. Med sine ni romaner søgte hun nye veje i et opgør med den traditionelle realistiske roman, dens entydighed og dens fremadskridende kronologi til fordel for en relativering af tid, rum, køn og identitet.

Omdrejningspunktet i forelæsningen vil være romanen ”Orlando” fra 1928, hvori vi følger Orlando, en ung adelsmand med poetiske ambitioner, fra han er 16 år i 1588 til han fylder 36 ved romanens slutning i 1928 – og i øvrigt midtvejs har skiftet køn til kvinde!


INGER CHRISTENSEN

Dato: Mandag 25/2
Underviser: Forfatter Asger Schnack

Inger Christensen (1935-2009) tilhører ikke kun den danske litteratur, men i lige så høj grad verdenslitteraturen. Hun er født i Vejle, men hurtigt blev sproget hendes ’bolig’. Såvel hendes nyskabende poesi som hendes originale prosa har i dag klassikerstatus. Hør om udviklingen i forfatterskabet fra debuten med digtsamlingen ”Lys” (1962) til essaysamlingen ”Hemmelighedstilstanden” fra år 2000.

Asger Schnack har flere gange skrevet om Inger Christensens forfatterskab, som han løbende har beskæftiget sig med siden 1960’erne.

 


JORGE LUIS BORGES OG DE LITTERÆRE LABYRINTER

Dato: Mandag 25/3
Underviser: Mads Rosendahl Thomsen, Aarhus Universitet

Få forfattere har som argentinske Jorge Luis Borges (1899-1986) formået at skrive både klart og svimlende. I sine korte fiktioner bevæger man sig på et øjeblik fra det håndgribelige til det uendelige og fra detaljen til helheden. Han var om nogen en verdensforfatter med en enorm nysgerrighed og belæsthed, men samtidig meget rodfæstet i Argentina, og han insisterede på, at der ikke var en modsætning mellem det kosmopolitiske og det nationale.

I foredraget introduceres til forfatterskabets centrale fortællinger fra ”Fiktioner” og deres litteraturhistoriske og politiske betydning.

 


MARCEL PROUST

Dato: Mandag 6/5
Underviser: Literaturanmelder Bo Tao Michaëlis

Den franske forfatter Marcel Proust med sine rødder og fødder i storborgerskabet og sit lands jødiske minoritet er en af verdenslitteraturens helt store forfattere, som ikke nåede at få Nobelprisen i litteratur. “Nåede” er skrevet med vilje, for da han dør i 1922 i en alder af lidt over 50 år, er han sådan set anerkendt som en stor forfatter på vej til sin fortjente verdensberømmelse for romanværket på “På sporet af/efter den tabte tid” 1906-1927, men siden udvidet og omskrevet i og med, at forfatteren til sidste sekund på sit dødsleje rettede i sit manuskript.

Romanerne blev i første omgang læst som en suite over fransk dekadence i 1900-tallets fin de siècle-kultur, men i dag anerkendt og erkendt som et enestående litterært mesterværk med en uovertruffen form, interessante almene problemstillinger og et inciterende historisk indhold.


 


Reservering og tilmelding


 


Du er her: ForsideArrangementLITTERATUR – SKULLE DE HAVE HAFT NOBELPRISEN?

info@syddjurs-folkeuniversitet.dk

www.syddjurs-folkeuniversitet.dk