FIRE STORE DANSKE FORFATTERE OG DIGTERE

Dato/klokkeslæt

07/10/2019
19:00 - 21:00

Sted
Aktivitetshuset, Festpladsen, Nørre Allé 4, 8400 Ebeltoft


Holdnummer: 1289
Datoer: 4 mandage: 7/10, 21/10, 4/11, 9/12
Pris:
4 forelæsninger: 350 kr.
3 forelæsninger: 300 kr.
2 forelæsninger: 200 kr.
1 forelæsning: 125 kr.
Oplys holdnummer samt dato(er) ifm. betaling ved valg af enkelte forelæsninger
Kontaktpersoner: (ikke for tilmelding) Knud Thorgaard, tlf. 8634 1923, og Jette Hvidkjær, tlf. 2047 6346
Undervisere: Hver aften – nyt emne – ny forelæser


Efter et par semestre med store udenlandske forfattere og digtere – bl.a. Nobelprismodtagere – vender vi i dette halve år blikket og opmærksomheden mod fire populære og absolut store danske forfattere og digtere, der altid er vigtige, men som på forskellig vis er blevet ekstra aktuelle i det sidste par år.


 

HENRIK PONTOPPIDAN OG LYKKE-PER – OM AT BLIVE TIL NOGET ELLER BLIVE SIG SELV

Dato: Mandag 7/10
Underviser: Lektor cand.mag. Johan Rosdahl, formand for Pontoppidan Selskabet


Foredraget vil gennemgå de vigtigste sider af Pontoppidans forfatterskab – fra de mindre, socialrealistiske noveller til de store romaner, især med henblik på Lykke-Per.

Men som baggrund skal vi høre om figuren Lykke-Per, der findes som helt i folkeeventyr, f.eks. som den mindste, uduelige bror, der overhaler de andre og får Prinsessen og det halve kongerige. Hos brødrene Grimm er det Lykke-Hans, der bliver lykkelig, fordi han intet ejer, og han går så igen hos H.C. Andersen i ”Hvad Fatter gør er altid det rigtige”. H.C. Andersen skriver også en roman om kunstneren Lykke-Peer – og hans lykke er helt speciel.

Men det er Pontoppidans roman, der er vigtigst: Her får vi et kærlighedseventyr, en tvivlsom helt, en stærk kvinde, spændende miljøer og et tidsbillede, som er baggrunden for vor egen tid. Hvordan er Lykke-Per blevet opfattet gennem tiden? Og hvordan filmatiserer Bille August romanen?


 

’VASKEFAD, SKOHORN, TANDBØRSTE OG HELE HISTORIEN’ – JOHANNES V. JENSEN – EN PRÆSENTATION

Dato: Mandag 21/10
Underviser: Lektor Nick Bo Madsen


Johannes V. Jensen er den måske mest originale stemme vi har i dansk litteratur. Både manden og forfatterskabet er fyldt med interessante splittelser og paradokser: Han giver nyt liv til ’gammellivet’ med sin hjemstavns ”Himmerlandshistorier” samtidig med, at han besynger maskinerne i modernitetens metropoler. Hans tekster er eksplosivt ekspressive i deres dyrkelse af skønheden i den konkrete (og voldelige) sanselighed samtidig med, at de genoptager den klassiske dannelsestanke og vil fortælle ’hele Historien’.

Foredraget vil fokusere på de dele af forfatterskabet, som forelæseren opfatter som Jensens væsentligste bidrag til dansk litteratur:

”Kongens Fald”, som i 1999 blev kåret til ’Århundredets bog’ af Politikens og Berlingske Tidendes læsere – selv om det også er en af de mest eksperimenterende romaner i dansk litteratur – den første egentligt modernistiske

”Digte”, 1906, som er en milepæl i dansk digtning, der udtrykker det moderne livs skønhed og meningsløshed i én og samme bevægelse.

Johannes V’s selvopfundne genre ’Myten’, som ligeledes udgør en helt særlig erfaringsform.


 

TOVE DITLEVSEN

Dato: Mandag 4/11
Underviser: Adjunkt Lisa Emilie Jørgensen


En “folkesygdom” hærger i disse år kulturdanmark: Tove-feberen. Hun debuterede i 1937, men over 80 år efter er forfatter og digter Tove Ditlevsen stadig på alles læber. I sine digte, romaner, noveller, erindringer såvel som brevkassesvar, essays og klummer ødsler hun bort af sig selv og beretter hudløst ærligt om både druk, utroskab, forelskelse, fortabelse, lidelse – og ja, livet.

Denne aften dykker vi ned i Tove Ditlevsens omfattende forfatterskab og til tider tragiske livshistorie. Men hvad skyldes den genfundne interesse for Tove Ditlevsen? Hvem er det, som i dag fascineres af hende? Og hvad er det særlige ved netop hendes forfatterskab?


 

BENNY ANDERSEN

Dato: Mandag 9/12
Underviser: Jeannet Ulrikkeholm, cand.mag. og tidligere universitetslærer


Musikalsk foredrag om Benny Andersens liv og forfatterskab

Man finder sjældent, hvad man søger, men noget andet, som viser sig at være mere spændende – hvis man har øje for det. Dette var et af Benny Andersens mottoer. Hvem var han egentlig: Dette geniale dobbeltmenneske, der blev kendt både for sine litterære værker og for sine kompositioner?

Jeannet fortæller om Benny Andersens debut og udvikling som forfatter – helt tilbage til den spæde start, hvor han skrev digte til sin kommende kone, Signe Plesner, og frem til de sidste digte, han skrev, før han døde i 2017.

I starten af forfatterskabet var Benny Andersen kendt som digteren, der beskæftigede sig med den danske folkesjæl. Da Rosalina kommer ind i Benny Andersens liv, ændrer forfatterskabet kurs: Benny vender blikket ud mod den store verden og bliver gradvist en forfatter, der engagerer sig politisk. Benny Andersen bliver en digter, der skriver mod racisme og fremmedhad.

I løbet af foredraget synger Jeannet nogle af Benny Andersens sange. Hun drager paralleller til Halfdan Rasmussen, og publikum er med på fællessang. Jeannet akkompagnerer på guitar og lut.


Reservering og tilmelding


 


Du er her: ForsideArrangementFIRE STORE DANSKE FORFATTERE OG DIGTERE

info@syddjurs-folkeuniversitet.dk

www.syddjurs-folkeuniversitet.dk