Dato/klokkeslæt
21/05/2026
07:00 - 21:00
Holdnummer: 1135
Dato: Torsdag 21/5
Tilmelding: Senest 30/4 (efter ”først-til-mølle”-princippet)
Begrænset deltagerantal: Maks. 50 deltagere
Afgang Ebeltoft: v/Fregatten kl. 7.00
Afgang Rønde: v/rutebilstation / apoteket kl. 7.15
Hjemkomst: Ca. mellem kl. 20.30 og kl. 21.00
Pris: 975 kr .pr. person
Busturens pris indeholder:
Formiddagskaffe med rundstykke, frokost m/1 øl/vin/vand, eftermiddagskaffe, sandwich, buskørsel, guider og entreer
Kontaktpersoner: (ikke for tilmelding) Mona Thomassen, tlf. 6178 2697, og Jette Hvidkjær, tlf. 2047 6346
Ret til ændringer forbeholdes
Hovedformålet med denne bustur er at besøge det nye Statens Museum for Kunst i Thy, men vi har tid til at se på anden spændende kunst undervejs.

Vi starter kl. 7.00 fra Ebeltoft og kører mod Thy, med en pause for kaffe og rundstykker undervejs. Vores første destination er Hvidbjerg Vesten Aa Kirke i Thy. Kirken er et smukt eksempel på romansk kirkebyggeri. I 2015, under en ny renovering, farvesatte billedkunstner Maja Lisa Engelhardt kirkens inventar, for at bringe lyset og regnbuens farver tilbage til kirkerummet. Samme år udsmykkede billedkunstneren Peter Brandes kirken med syv glasmosaikruder med dåbsmotiver og en stenskulptur foran den tilmurede norddør.
Vi fortsætter til den lille landsby Doverodde i Sydthy og Statens Museum for Kunst – Danmarks nationalgalleri i nye rammer. Museet ligger i naturskønne omgivelser ved Limfjorden og består af en karakteristisk silo og et nænsomt genopført pakhus. Museet præsenterer skiftende udstillinger med håndplukkede værker fra landets største kunstsamling samt ny dansk samtidskunst.

Den udstilling, der er i gang, når vi kommer på besøg, hedder ”Levende landskaber”. Den giver indblik i, hvordan sameksistensen mellem menneske og natur kommer til udtryk gennem kunsthistorien. Udstillingen udfolder SMK’s righoldige samling af 700 års’ kunst gennem et historisk udvalg af betydningsfulde værker fra europæisk barokkunst over dansk romantik til samtidskunst.
Vi bliver vist rundt af en guide og har også tid til at se på værkerne på egen hånd. På Centralen – det nye spisested på Doverodde Købmandsgård – spiser vi frokost. Caféen serverer retter af lokale råvarer med afsæt i egnens traditioner.

Herefter kører vi sydpå til Holstebro, hvor vi vil se på endnu mere kunst. Desværre vil Kunstmuseet være lukket, når vi ankommer, men heldigvis er der meget at se ved en rundgang i byen. Holstebro er nemlig karakteriseret af sine mange kunstværker i bybilledet. På gågaden Nørregade, for eksempel, der er én af Danmarks ældste og smukkeste gågader, er man omgivet af skulpturer, kunstcirkler og vandkunst i hele gågadesystemet. Skulpturen ”Kvinde på kærre” af Alberto Giacometti, der nærmest er blevet et uofficielt vartegn for Holstebro, findes også på Nørregade, foran Det gamle Rådhus. Vi har en guide til at tage os rundt til de vigtigste kunstværker.
Til sidst sætter vi kurs mod Djursland. Med en kaffe- og sandwichpause undervejs regner vi med at være tilbage i Ebeltoft omkring kl. 21.
Ved tilmelding skriv venligst i rubrikken “Enkeltdatoer” om du stiger på i Ebeltoft eller Rønde.