BIG BANG OG DET USYNLIGE UNIVERS – LIVESTREAMING FRA AARHUS UNIVERSITET

Dato/klokkeslæt

09/03/2021
18:45 - 21:00


Dato: Tirsdag 9/3
Pris: Fri entré (ingen tilmelding)
Steder: Forelæsningerne vises hos følgende værter i Syddjurs Kommune:
Maltfabrikken (Kulturloft), Maltvej 8, 8400 Ebeltoft
Rosmus Skole, Bispemosevej 5, Rosmus, 8444 Balle
Rostved Forsamlingshus, Askedalsvej 5, Rostved, 8410 Rønde
Kontaktpersoner hos Syddjurs Folkeuniversitet: Joy Klein, tlf. 8636 7160, og Mona Thomassen, tlf. 6178 2697
Underviser: Professor i astronomi Steen Hannestad, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet


Vi ved at universet begyndte i et Big Bang. Vi ved at det udvider sig hurtigere og hurtigere, men vi ved ikke med sikkerhed hvorfor. Den mest sandsynlige forklaring er at vores univers er fyldt med mørk energi.

Vi ved også at galakser, herunder vores egen Mælkevej, aldrig var blevet dannet hvis universet ikke også var fyldt med mørkt stof – en eksotisk type stof der er usynligt, men påvirker sine omgivelser via tyngdekraften. Uden det mørke stof var stjerner og planetsystemer heller ikke blevet dannet og vi, og livet, ville ikke eksistere.

På nuværende tidspunkt ved vi at det mørke stof og den mørke energi udgør 95% af alt der er i universet – men vi ved ikke hvad det faktisk er!

I foredraget opdateres du om den nyeste forskning i kosmologi og vi ser på perspektiverne for om forskningen i de kommende år kan give os svar på hvad det usynlige univers egentlig består af.

Om forelæseren:
Steen Hannestad forsker i grænseområdet mellem astrofysik og partikelfysik. Specifikt har han i mange år arbejdet med at bruge astronomers observationer af de største skalaer i naturen – hele det synlige univers – til at øge vores forståelse af naturens allermindste verden og byggesten – elementarpartiklernes verden.

For eksempel var han blandt de første i verden til at studere hvordan man kan bruge observationer af hvordan galakser og galaksehobe dannes i universet til at lære mere om de partikler der kaldes neutrinoer. Neutrinoer er meget vanskelige at forstå, ikke mindst fordi de er næsten umulige at måle i laboratorier – fx kan de uden problem passere hele vejen gennem Jorden uden at støde ind i noget.

Steen Hannestad har skrevet flere populærvidenskabelige bøger om sit forskningsområde, senest bogen ‘Universet’ i bogserien ‘Tænkepauser’ fra Aarhus Universitetsforlag.

Han har også modtaget flere priser for sin forskning i både Danmark og udlandet – blandt andet Forskningsministeriets Eliteforsk-pris.


 


Du er her: ForsideArrangementBIG BANG OG DET USYNLIGE UNIVERS – LIVESTREAMING FRA AARHUS UNIVERSITET

info@syddjurs-folkeuniversitet.dk

www.syddjurs-folkeuniversitet.dk